Under rubrikken ”Aarhus sådan set” skrev JP Aarhus-redaktør Morten Nystrup forleden en kommentar med konklusionen: »En gammel traver må skydes til hjørne« med henvisning til det stærkt omdiskuterede stadionprojekt.
Det standpunkt er naturligvis legitimt, men for en redaktør på byens største avis kunne man godt have forventet lidt større indsigt og visioner, bedre udsyn og ikke mindst perspektivering af et nyt stadionprojekt set i forhold til byens udvikling generelt.
Morten Nystrup konstaterer, at man ikke kan kalde kommunens deltagelse i et nyt stadionbyggeri for en investering, fordi »det fortaber sig i røgen fra romerlysene, hvilken gevinst kommunen og dermed skatteborgerne vil få af et nyt stadion.«
Og når redaktøren i en lettere nedladende tone omtaler kritikken af det eksisterende stadions vindblæste tribuner uden fuld tagkonstruktion, de stemningsdræbende løbebaner med 30 meter til banen fra endetribunerne og forældede sanitære forhold, vidner det om en skribent, der sjældent eller formentlig aldrig har sat sine ben på Ceres Park – og dermed heller ikke har forudsætninger for at vurdere AGF’s situation under afvikling af kampe i sammenligning med alle konkurrenterne i Superligaen på rigtige fodboldstadions. Jeg inviterer gerne JP-redaktøren med på en tur på stadion – på en råkold novemberaften i blæst og regn.
Morten Nystrup bringer også kommunens anlægsloft i spil med henvisning til »presserende investeringer som f.eks. en Marselis-tunnel og en Bering-Beder-vej. Projekter der vil få afgørende betydning for kommunens fremtidige udvikling og borgernes hverdag.«
Jeg erindrer ikke, at anlægsloftet var i spil, da Aarhus etablerede striben af finkulturelle faciliteter som kunstmuseet Aros, Musikhuset, Dokk1 og Moesgaard Museum. For alles vedkommende gælder, at det i udpræget grad er de moderne og funktionelle faciliteter, der har fået publikum til at strømme til og gøre investeringerne til en succes – om end ingen af de nævnte kan eksistere uden kommunal støtte.
Men et stadionprojekt i multiarenaform til bl.a. koncertbrug er åbenbart ikke en investering for JPAa-redaktøren. Det synspunkt vil de formentlig muntre sig over på heden i Herning, hvor Boxen er blevet den største danske succes af sin art – tilmed suppleret med det rendyrkede fodboldstadion MCH Arena. Man har lov at gætte på, om det var blevet til to danske mesterskaber til FCM, hvis de var blevet på det forblæste Ikast Stadion med grusbane mellem publikum og spillerne – som det også var tilfældet før nye stadionbyggerier i Randers, Viborg, Esbjerg og Silkeborg.
Det er helt malplaceret at kalde et nyt stadionprojekt for »en gave som kommunen ikke har råd til«. I Aarhus Byråd skal man helt overordnet gøre op med sig selv, om man kun vil satse på de finkulturelle institutioner på bekostning af den folkelige kultur, eller om man vil være lidt visionær og sikre landets næststørste by et stadionprojekt, der foruden store koncerter også vil være en naturlig arena for fodboldlandskampe.
Der blev ikke talt så meget om gaver, da Aarhus investerede et mig ukendt antal millioner kroner i de nævnte finkulturelle institutioner. Til gengæld kræver det ikke lang tids research at finde frem til, at Aros, Musikhuset, Den Gamle By, Moesgaard Museum og Aarhus Teater tilsammen hvert år modtager 170 mio. kr. til den årlige drift fra staten og Aarhus Kommune i forholdet 130/40 mio. kr.
Med AGF’s professionelle afdeling som den store lejer af et nyt stadion og tilbud om selv at skaffe 50 mio. kr. til etablering af VIP-loungen vil driften være betydeligt mere rentabel, end det er tilfældet med de nævnte kulturinstitutioner.
Der er en tendens i Aarhus til at opfatte AGF som kun et superligahold, drevet af et børsnoteret aktieselskab, der lovmæssigt ikke må modtage støtte fra det offentlige. Men AGF er meget mere end det, nemlig en idrætsklub med 3.800 medlemmer og et anlæg på Fredensvang, hvor klubben netop har investeret over 30 mio. kr. i nyt klubhus. Her betaler AGF A/S årligt et millionbeløb for brugsretten til moderklubben. Langt de fleste andre superligaklubber i provinsen træner gratis på kommunale anlæg og spiller kampene på kommunale stadioner. Det gælder AaB, OB, Esbjerg, Viborg, Randers, Horsens og Silkeborg.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at AGF bidrager til lokalsamfundet både økonomisk og socialt. Bare i skattekroner og direkte økonomi er det et beløb på formentlig omkring 20 mio. kr. plus værdien af markedsføringen for byen og kommunen. Det er i hvert fald en værdi, som andre byer i Jylland indregner som argument for at støtte med sekscifrede tilskud gennem marketing og sponsorater.
På det sociale plan har AGF gennem de seneste år brugt mange kræfter på at etablere tæt kontakt til 67 samarbejdsklubber i og uden for kommunen, hvor 20.000 medlemmer nyder godt af de mange tusinde timer om året, der lægges i talenttræning, spillerbesøg, showkampe og superligakampe på stadion.
Med andre ord er AGF ikke kun en superligaklub, men en lokal kulturinstitution med en omfangsrig social ”krop” af afgørende betydning for lokalsamfundet. Så i virkeligheden er det ikke kun et spørgsmål om at se fornuften i investeringen i et nyt stadionprojekt. Det er også et spørgsmål, om Aarhus Kommune vil være med til at tilgodese den folkelige kultur – og ikke ensidigt satse på finkulturen.
af Frits Christensen, AGF-ambassadør
Læserbrev bragt i JP Aarhus 18. december